• Medina både overvælder og skuffer anmeldere til udsolgt koncert

    Source: BDK Borsnyt / 12 Apr 2024 20:21:17   America/New_York

    Med den gamle hitsingle "Velkommen til Medina" åbnede popsangeren Medina scenen i Royal Arena i København fredag aften. Knap 16.000 mennesker stod stimlet sammen for at synge med til den udsolgte koncert, der deler anmeldere i to. Begejstringen hos B.T.'s anmelder Kristian Dam Nygaard er ikke til at tage fejl af. Der bliver kvitteret med seks stjerner, og popstjernen markeret med "legendestatus." - Medina var fredag aften i sandhed dronning af pop, lyder det fra anmelderen, der videre beskriver, at hun havde "den ekstatiske sal i sin hule hånd" hele koncerten. I den anden grøft er Ekstra Bladets anmelder Thomas Treo langt fra lige så begejstret. Den 125 minutter lange koncert får to stjerner med sig. - Musikalsk var der intet at komme efter, skriver anmelderen, der dog bemærker, at publikum tiljublede sangerinden. Treo synes ikke engang, at Medina formåede at få sange som "Ensom", "Synd for dig" og "Kun for mig" op i det rette gear. Derimod bliver det i anmeldelsen beskrevet som en tur på sodavandsdiskotek. Publikummet i Royal Arena fik ikke kun besøg af Medina. Til nummeret "Mest ondt" trådte Burhan G frem på scenen og sang med. Det samme gjorde Thomas Helmig på nummeret "100 dage". Begge anmeldere kan dog ikke se sig fri for, at publikum tilsyneladende elskede at være i Medinas selskab fredag aften. Kristian Dam Nygaard skriver, at Medinas optræden i løbet af aftenen "udløste flere primalskrig". I tilføjelse til det skriver Thomas Treo blandt andet, at publikum "hvinede med på åbningsnummeret". Treo beskriver aftenen i Royal Arena som en lille aften for dansk pop, men "en kæmpestor aften for Medina". For Medina-fans er der mere i vente. Hun gør det hele igen næste fredag 19. april i Djurslands Bank Arena i Aarhus. - Skal du se hende i Aarhus, i Roskilde, eller hvor hun ellers kigger forbi i år, så kan du roligt begynde at skrue forventningerne op, skriver B.T.'s anmelder Kristian Dam Nygaard. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/danmark/medina-baade-overvaelder-og-skuffer-anmeldere-til-udsolgt-koncert
Share on,